Morten Løkkegaard

Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Arkiv


Kronik: Regulering af internettets Vilde Vesten er ikke en begrænsning af ytringsfriheden

Af Morten Løkkegaard, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre Bragt d. 23. juni 2018 i Berlingske, Sektion 1 Side 34

Scenen ophidser formentlig ingen: Europa-Parlamentets retsudvalg stemte i denne uge om et forslag fra EU-Kommissionen om en opdatering af ophavsrettigheder. Det lyder søvndyssende, og problemstillingen har da heller ikke indtil videre givet forsideredaktører våde drømme.

Men bag det let kedsommelige set-up gemmer der sig et drama af dimensioner. Et drama, hvis kernedilemma vi alle er nødt til at forholde os til -nu -og helst inden parlamentets holdning kommer til forhandling med Kommissionen og Rådet i den nærmeste fremtid.

Lige nu strides to fundamentale, liberale kerneværdier nemlig om overtaget i kampen om fremtidens rettigheder på nettet. Den ukrænkelige ejendomsret på den ene side og selveste ytringsfriheden på den anden.

Hvis ikke vi alle finder vore ben i den debat, som raser i disse måneder, risikerer vi at lande på den forkerte side af historien.

Voldført af meget stærke kræfter og interesser, som vi efterhånden er begyndt at ane, jvf. den seneste Facebook-skandale.

Dilemmaet udspringer af den totalt dominerende rolle, som de digitale mastodonter -primært Google og Facebook -i dag spiller i mediebilledet. Da man frem imod årtusindskiftet -i internettets spæde begyndelse -skulle opstille nogle europæiske rammer for elektronisk handel, var disse internetgiganter end ikke født som tanker.

Google var knap nok operationel som søgemaskine og leverede ikke internettjenester, som vi kender i dag. E-handel med varer var kun i sin meget spæde begyndelse, og digitale versioner af film og musik var stort set ukendt territorium.

Midt i 1990erne besluttede EU -for netop at støtte den spæde industri -via et E-handelsdirektiv at »frede« internetbaserede tjenester for ansvar for indholdet på deres platforme. Fokus hos lovgiverne var på muligheder -ikke begrænsninger. Sød musik i liberale ører, og for mit eget parti, Venstre, blev det da også et dogme, som ikke kunne fraviges, at internettet -og dets frihedselskende repræsentanter -for enhver pris skulle sikres mod lovindgreb, der forhindrede vores alles totale frihed på nettet. Politisk var der i virkeligheden ikke langt til den logiske følge, nemlig politiske bevægelser og partier, hvis ideologi var netop denne totale -ja, nærmest religiøse -frihed på nettet.

Det blev pludselig mondænt at downloade ulovligt, og i parlamenter -også Europa-Parlamentet -opstod der »pirat« -partier med det ene formål at sikre »frigørelsen«.

Vi har ladet stå til

I det oprindelige direktiv fra 1995 fik de gryende net-giganter en »sikker havn« -paragraf, som betød, at de slap for redaktionelt ansvar. Med ét slag skabte man den milliardindustri, som trafik og tjenestehandel på internettet affødte i årene fremover. Og det forstod de hastigt voksende internet-firmaer at udnytte -i ekstrem grad.

Nye tal viser, at 87,2 procent af danskerne i 2016 brugte online-tjenester til at downloade eller streame spil, billeder, film eller musik. Samme undersøgelser viser, at internetforbruget har være støt stigende og nærmest eksplosivt de senere år. I dag ser man knap nok en traditionel videoudlejnings-og musikforretning i det danske gadebillede.

Men hvor den traditionelle musikhandel har været underlagt streng kontrol for at sikre, at kunstnerne faktisk får en rimelig betaling for deres arbejde, har den »sikre havn« for internettjenester gjort, at de nu tjener milliarder på formidling af kunst uden nogen form for forpligtelse til at betale de kunstnere, der har skabt værdien.

Den frie tanke og udvekslingen af frie tanker, tanke-pluralitet, er en helt grundlæggende byggesten i vores demokratiske samfund. De, der bidrager til samfundet med deres tanker og udtryk, skal tilskyndes til det. Mod rimelig betaling, naturligvis, for brug af deres ejendom i offentligheden. Det er i samfundets interesse, at der betales for deres bidrag, og det er kun rimeligt, at de høster en del af gevinsten, når andre tjener penge på deres værker.

Et lige så grundlæggende princip for mig som liberal er ejendomsrettens ukrænkelighed.

I en markedsøkonomi skal man kunne regne med, at man selv er herre over sin ejendom, uanset om den er fysisk, monetær eller intellektuel. Ethvert indhug i ejendomsretten er et anslag mod selve fundamentet i vores samfund. Det er ikke bare urimeligt over for rettighedshaverne, det er samfundsmæssigt uansvarligt.

I denne debat kigger vi med andre ord på en krænkelse af ejendomsretten. Det måske mest dyrebare, man som borgerlig og markedselskende menneske kan forestille sig.

Udenomssnak

Kan det få lov til at fortsætte? Nej. Her er det enhver ansvarlig lovgivers opgave at være sit ansvar bevidst. Vi er havnet her, fordi man har ladet stå til.

Et af lobbyisternes hovedargumenter er, at for at kunne gennemføre en forpligtelse til at indgå betalingsaftaler, vil firmaerne skulle gennemgå alt det materiale, folk lægger op på nettet. Argumentet er, at denne slags »censur« vil hindre folks frie deltagelse i samfundet. Det vil med andre ord knægte selve ytringsfriheden.

Men argumentet rammer helt ved siden af skiven. Det er et skræmmebillede. Forslaget fra Europa-Parlamentet handler om »specifik monitorering«. Det vil sige, at kunstnere kun skal kunne søge internettet efter deres eget værk.

Der argumenteres også med hensynet til mindre virksomheder på nettet. De IT-løsninger, der skal til for at scanne for indhold med ophavsrettigheder, ville være så dyre, at man skaber en urimelig stor barriere for mindre virksomheder. I sidste ende styrker man de store tjenesters dominans i markedet, lyder det.

Men heller ikke det argument holder: Allerede i dag findes der nemme og relativt billige løsninger, der vil gøre det muligt at tjene penge på andres intellektuelle ejendom samtidig med at sikre betaling til skaberne. I denne nye digitale verdensorden tilpasser markederne for tjenester sig lynhurtigt. Det, der kan virke teknisk vanskeligt den ene dag, bliver en selvfølgelighed den næste. Derfor skal dette argument heller ikke stå i vejen for, at rettighedshavere får en rimelig betaling for brug af deres materiale på nettet.

Et tredje argument er, at de store udbydere som Facebook og Netflix allerede nu betaler så generøst til rettighedshaverne gennem de frivillige kontrakter, de indgår, at de bør undtages for kravet om betaling til rettighedshaverne. Man kan kun trække på smilebåndet.

Jeg mener ikke, det skal være op til den enkelte virksomhed, om -og i hvor høj grad -den skal tage et ansvar for indholdet på platformene. At lade det være frivilligt for store internetvirksomheder at indgå aftaler, gør det urimeligt vanskeligt for rettighedshavere at gøre deres legitime krav gældende.

De allermest højtråbende og skingre i debatten kommer med advarselsråb om den snart forestående syndflod af overvågning, censur, social kontrol, om fiktive internetskatter og alskens anden galskab -alt sammen med det formål at tage internettet fra borgerne. Og vidste man ikke bedre, kunne man nemt forledes til at godtage påstandene. For hvem ønsker da den slag anslag imod demokratiet? Her handler det om at holde tungen lige i munden, specielt som liberal. Regulering af det »Vilde Vesten«, der reelt set hersker på internettet, er ikke begrænsning af ytringsfriheden.

Regulering skaber en ramme af lov og orden, så alles rettigheder tilgodeses bedst muligt. Det er naturligvis kun rimeligt, og derfor er den kamp om arvesølvet, der foregår lige nu, blandt de vigtigste i det 21.

århundredes digitale dannelse. At tage ansvar på nettet er ikke det samme som at begrænse ytringsfriheden. Tværtimod. Det er forudsætningen for at bevare vores frihed på længere sigt. Regulering skaber en ramme af lov og orden, så alles rettigheder tilgodeses bedst muligt. Det er naturligvis kun rimeligt.

»I denne debat kigger vi med andre ord på en krænkelse af ejendomsretten. Det måske mest dyrebare, man som borgerlig og markedselskende menneske kan forestille sig. Kan det få lov til at fortsætte? Nej,« skriver Morten Løkkegaard